10. november 2016

G R Ø N T . Skøn broccolisalat med granatæble og hvide sojabønner


Broccoli er en spøjs grøntsag. Det er en filur som jeg virkelig elsker mange gange, men af en eller anden mystisk grund synes er svær at få brugt når jeg har den liggende. Ikke længere. Jeg har fået øjnene op for en sindssygt god broccolisalat som er en videreudvikling af én, jeg lærte at lave af Simons søster Astrid. Jeg har skiftet en del ingredienser ud i hendes opskrift, men grundidéen er den samme: broccoli i en cremet, let syrlig dressing.
Denne her er lækker fordi den har det sprøde, det søde, det syrlige, det salte, det bløde og det cremede på en gang. Prøv den og elsk broccoli for evigt.

1 stort broccoli
1 granatæble
1 lille rødløg
1 dåse hvide sojabønner
En god håndfuld tørrede abrikoser (brug de brune! De orange er svovlede, bvadr!)
En god håndfuld solsikkefrø eller græskarkerner
2-3 dl yoghurt naturel (jeg brugte alpro sojayoghurt, det går fint)
Lidt citronsaft
Salt og peber 

. Rist solsikkefrøene på en tør pande og lad dem køle af.
. Skyl broccoli og skær det i små buketter. Skær skrællen af stokken hvis den er for sej og skær ellers stokken i små tern og put det hele ned i en smuk keramikskål som du har købt hos din lokale yndlingskeramiker.
. Granatæblet ordner du lettest ved at presse/trille det rundt på dit spækbræt så det knaser. På den måde løsner du kernerne lidt. Så kan du lægge et snit hele vejen rundt om "ækvator" på granatæblet, men kun lige skære igennem skrællen - ikke igennem kernerne! Så vrider du de to dele fra hinanden og kan nu - i en anden skål - vride, banke, pille kernerne løs indtil du kan vende vrangen ud på granatæblet og så bliver det straks lettere. Sortér de hvide dele fra. Føj granatæblekernerne til broccolien.
. Pil løget og skær det i små tern og dræn sojabønnerne og tilføj også dette til broccolien.
. Abrikoserne skæres i rosinstørrelser - tilføj også dem sammen med solsikkefrøene.
. Hæld nu yoghurten over sammen med citronsaft, salt og peber. Vend det hele rundt og smag til.

Denne salat er god både til aftensmaden eller som et måltid i sig selv. Men den er også lækker dagen efter og bliver heller ikke kedelig i madpakken. Og så er den sygt smuk og vildt sund. Yes!

11. april 2016

D R I K . Matcha Latte & saltede mandler med frisk rosmarin


Livet på Bornholm er skønt; her er sindssygt smuk natur, en helt anden ro end jeg finder andre steder. Her er ikke alle mulige tilbud man kan blive fristet og forstyrret af. Dog kan jeg nogle gange godt bare savne, at sidde på en café og drikke en rigtig god kop kaffe i et par timer.. Eksempelvis hvis jeg skal læse lange tekster i forbindelse med mit studie.
Men hvis jeg ikke kan komme til caféen, må caféen komme til mig. Jeg har længe haft lyst til at afprøve Matcha Latte, da jeg er en stor tilhænger af Matcha Is. Jeg bestilte matchateen over nettet og til min store forbløffelse glæde, kom pakken til mig dagen efter. Tak gls! Håber I har det godt 'ovre', som man siger på bornholmsk.

. Matcha Latte
1 tsk matcha tepulver med top
0,5 dl kogt vand, kølet ned til ca 75 grader
2 tsk honning
2,5 dl varm mælk

. Pisk matchateen sammen med vandet, til teen skummer let.
. Varm mælken op og pisk den eventuelt for en mere cremet latte.
. Bland honningen i mælken - dette kan selvfølgelig udelades, hvis du ikke er til en sød latte.
. Hæld matchateen i et smukt glas eller krus og hæld mælken over og servér den straks.

Det er vigtigt, at hverken vandet eller mælken er for varm, da teen ellers vil smage bitter.

. Saltede mandler med frisk rosmarin
130 g fint salt
3-4 kviste frisk rosmarin
½ liter kogende vand
200 g mandler

. Skyl rosmarinen og rip bladene fra kvisten.
. Blend rosmarinbladene med saltet - jeg brugte en kaffekværn, men andet kan sikkert også gøre det.
. Opløs rosmarinsaltet i kogende vand og lad mandlerne trække i opløsningen i 30 minutter.
. Fordel mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir og rist mandlerne i en forvarmet ovn ved 160 grader i 15-20 minutter. Hold øje med den undervejs.
. Mandlerne er færdige når de begynder at dufte af ristede nødder.
. Lad mandlerne køle helt af før du sætter tænderne i dem, da de først bliver sprøde når de er helt afkølede.
. Opbevar dem gerne i en lufttæt beholder.

Mandlerne kommer ikke til at smage gennemtrængende af rosmarin, selvom rosmarinen virker meget kraftig under tilberedningen. I stedet lægger rosmarinen sig bare som en fin note, man en gang imellem lægger mærke til, hvilket jeg synes er meget lækkert.

27. september 2015

D R I K . Mangolassi med gurkemeje og ingefær


Nogle morgener har jeg ikke rigtig lyst til morgenmad, men et eller andet skal jeg jo have ned. Her er en lassi det helt perfekte for mig, da den indeholder en masse sunde sager, men skal drikkes. Så føles det ikke så 'mad-agtigt'. Lassi kan varieres i det uendelige, så i virkeligheden er det bare at blende noget frugt med lidt yoghurt og smage til - så har du den skønneste læskende drik.
Denne version er med mango og banan for at trække sommeren lidt ud ... og så er jeg selvfølgelig godt klar over, at vi hopper ind i oktober in a sec, så lidt power i form af ingefær, citron og gurkemeje skal der også til! -ja, altså ud over, at det giver en smadder skøn smag.

1 banan
1 mango
1 citron, presset
1 tsk revet ingefær
2 dl yoghurt naturel
Dadler
Ren vaniljepulver
Gurkemeje

. Skyl, skræl, skær - orden alle ingredienserne, så de er lige til at smide i blenderen.
. Start med at blende yoghurt, banan, mango, citronsaft og ingefær sammen.
. Smag til med de resterende ingredienser og justér eventuelt lidt på konsistensen med vand.
. Stil lassien på køl til den skal serveres - den smager bedst iskold!
. Server i høje, smukke glas med sugerør i.

Velbekomme.

23. juni 2015

G R Ø N T . Sød kartoffel med hytteostecreme og asparges


Nu skal du få en sommerklassiker ala Maja.
Når det er varmt udenfor, er det sjældent, at jeg har lyst til store, tunge retter ala lasagne. Derimod kalder friske grøntsager og sommerens lethed på mig hvilket giver sjove, nye udfordringer i køkkenet, for hvor ville det være dejligt nemt, at leve af koldskål hele sommeren.
Denne ret er meget let, så de tunge drenge ville nok kalde dette en forret til deres grillede bøf. Dem om det.
Smagskomponenterne er i orden; den søde kartoffel spiller fint op imod den syrlige hytteostecreme, mens asparges og røget bacon bare altid går godt sammen.

2 søde kartofler
250 g hytteost
1 økologisk citron
salt og peber
1 bundt persille
1 bundt asparges
1 pakke bacon

. Skrub jord og skidt af kartoflerne uden at ødelægge skrællen. Skrællen skal fungere som en slags bagepose; derfor skal den være hel.
. Læg kartoflerne på en rist i ovnen og tænd den på 200 grader.
. Kartoflerne checkes jævnligt ved at stikke i dem med en strikkepind, kniv eller andet. Når du ikke møder modstand, er kartoflen færdig.
. Vask citronen grundigt og riv skrællen af den. Pas på med ikke at få det bitre, hvide med.
. Skyl og hak persillen. Jeg kan lide, at hakke den lidt groft, men du bestemmer selvfølgelig selv hvor fint du hakker den.
. Bland hytteost med citronskal, persille, salt og peber. Smag til - skal der citronsaft i? Andet? Når du smager den til, skal du have in mente, at den skal spises sammen med den meget søde kartoffel.
. Steg bacon på en pande og kog lidt vand i en gryde, så du er klar til at dampe dine asparges når kartoflerne er ved at være klar.
. Husk at skylle dine asparges og knække den nederste, trævlede del af. Den knækker selv der hvor den skal.
. Når kartoflerne er færdige, tages de ud af ovnen og halveres. Anret dem pænt på en tallerken med hytteostecremen og de dampede asparges og bacon.

For at fuldende middagen, ville jeg helt sikkert slutte af med masser af halverede jordbær med sukker og fløde på. God sommer!

20. juni 2015

K Ø D . Burger med grillet donutfersken og oksekødsbøf

 
Jeg har sådan en 'more is more'-mentalitet når det kommer til burgere hvilket ofte betyder, at jeg må gabe over mere end jeg kan. Men selvom dette burgermonster er voldsomt, så er det edderbankme også lækkert! Min kæreste var lidt skeptisk i forhold til at putte grillet donutfersken i sin burger. Ham om det; han gik glip af noget helt fantastisk.
 
Til fire burgere:
4 burgerboller - bag selv eller køb de grove
400 g oksekød
Frisk oregano
4 tomater i tynde skiver
1 pakke bacon
1 hjertesalat
1 pakke spirer
1 bundt persille
Frisk dild
Evt timianblomster
Syltede agurker
Rødløg
1 avokado
4 bøfferskener (også kaldet donutfersken)
1 mozzarellaost
Mayonnaise
Ketchup
Salt og peber

. Start med at forberede alt det kolde tilbehør; vask og skær tomater, avokado, syltede agurker, rødløg og mozzarellaost.
. Skyl salaten og snit den fint. Skyl spirerne og hak dild og persille og bland det med salaten og timianblomsterne.
. Halvér donutferskenerne og steg dem på en tør pande ved høj varme - gerne på en grillpande hvis du har en. Pas på, at de ikke bliver sorte.
. Tag dem af når de er færdige og læg dem til side. Steg bacon på panden og læg det på fedtsugende papir når det er færdigt.
. Skyl oregano og bland det med oksekødet. Form fire store, flade bøffer og steg dem i baconfedtet.
. Rist burgerbollerne på en brødrister.

Nu skal burgeren samles!
Det gode ved burgere er, at man selv kan bestemme hvad der skal i. Velbekomme.

25. marts 2015

K A G E . Gluten- og laktosefri æblecupcakes


Dengang jeg var lille, ville jeg være en konditor når jeg blev stor. Jeg elskede, at bage og jeg elskede, at glæde folk med kage. Sådan har jeg det stadigvæk, så jeg bruger enhver anledning. Den sidste anledning, jeg fik, endte med at blive lidt af en udfordring. Jeg skulle bage glutenfrit. Det har jeg før gjort med brød, men aldrig med kage. Men resultatet blev fantastisk. Der sker ét eller andet når man ikke må fylde sine cupcakes med hvedemel, men man er "tvunget" til at bruge mandelmel i stedet. Og nu sidder jeg så tilbage med tanken; hvorfor bruger jeg ikke mandelmel hele tiden?!  Det er jo for lækkert! Om ikke andet, så kan jeg lige få udryddet alle fordomme om, at glutenfrit er lig med tørt og kedeligt, for det er det sidste disse cupcakes er. Velbekomme.

4 æg
85 g kokosolie
100 g rørsukker
3 tsk stødt kanel
1 tsk vanilje
1 tsk stødt ingefær
150 g mandelmel
55 g kokosmel
55 g majsmel
2½ tsk bagepulver
2-3 modne bananer
200 g gulerod
2 store æbler

. Del æggene i blommer og hvider. Pisk blommerne sammen med sukkeret til sukkeret er opløst.
. Pisk kokosolie i.
. Bland krydderier, bagepulver, mandel-, kokos- og majsmel sammen.
. Mos bananerne og riv gulerødderne og pisk det hele sammen.
. Vask og tør piskeriset grundigt og pisk æggehviderne stive. Vend dem forsigtigt sammen med dejen.
. Skær æblerne i små tern og vend dem i.
. Fordel dejen i muffinsforme og bag dem ved 180 grader i ca 20-30 minutter.


Spis enten dine cupcakes lune og med cremefraiche til eller køl dem helt af og pynt dem med frosting. Hvis du eller dine gæster ikke spiser laktose, har jeg hørt, at man kan lave en frosting med udblødte cashewnødder i stedet for; jeg har ikke prøvet det, men det lyder lækkert.
Denne frosting er dog med laktose:

200 g flødeost naturel
50 g smør
100 g flormelis
1 tsk vanilje
Reven skal fra 1 økologisk appelsin
Evt tørret appelsin/citronskal til pynt - også øko, selvfølgelig

. Pisk flødeost, smør, flormelis og vanilje sammen og smag det til med citronskal. Pynt evt med appelsin/citronskal.

Jeg køber ofte økocitroner og-appelsiner og synes, at det er et spild ikke at bruge den lækre skal. Derfor har jeg mit rivejern stående fremme sådan, at jeg, hver gang jeg skal spise en appelsin, let kan rive skallen af først. Skallen står lige så stille på køkkenbordet og tørrer og når det er tørt, putter jeg det i en lufttæt beholder. Jeg ynder at blande både appelsin- og citronskal, men man kan selvfølgelig også dele det op hver for sig.

21. marts 2015

K A G E . Bananpandekager med skyr og jordbær


Morgener. Der findes intet så vidunderligt som morgener. Specielt dem med god tid og solskin. Det er også de morgener, som herhjemme byder på bananpandekager. Det er faktisk sjældent jeg laver andre pandekager end dem her, da de er superlette at lave, de er sunde og de smager godt. Bananen søder pandekagen lige tilpas, men hvis man har en sødere tand end mig, kan man med fordel blende et par dadler med i dejen. Og ellers handler det jo bare om at freestyle med lige det man har i skabene; havregryn, nødder, frø, kerner, you name it.

2 modne bananer
5 æg
2 håndfulde mandler
½ tsk vanilje
½ tsk stødt kardemomme
2 spsk husk
1 spsk chiafrø
Kokosolie

Skyr
Flydende honning eller sirup
Friske jordbær eller optøede blåbær

. Blend bananer, æg, mandler, vanilje, kardemomme, husk og chiafrø sammen.
. Efter 3 minutter tykner dejen pga husk.
. Put ca 1 spsk kokosolie på en pande og tænd den ved middeltemperatur.
. Steg 3 små, tykke pandekager ad gangen. Hvis dejen er blevet for tyk, kan man blot fordele den på panden med en dejskraber.
. Pandekagerne skal have ca 3-5 minutter på hver side, så hav tålmodighed.
. Spis pandekagerne med skyr, honning og jordbær i tern.

En lun pandekage med pålægschokolade er nu heller ikke at kimse af. Eller med peanutbutter og syltetøj. Jeg kunne blive ved. Prøv dem.

10. marts 2015

G R Ö D . Havregrød med appelsin og vanilje

Nogle dage hvor alting går lidt for stærkt og overskuddet er lille kan det, at lave aftensmad, være helt uoverskueligt. Specielt på kolde dage hvor man har lyst til noget varmt. På de dage, kan grød være noget af en livredder. For selvom grød måske er noget som man forbinder med morgenmad, kan det altså præcis det samme om aftenen som om morgenen; mætte, lune og være nemt at lave.
Og hvis du er kørt død i æble/kanel-versionen, skulle du måske tage at prøve denne udgave. Den er nemlig go'.

1½ dl havregryn
2 dl vand
Saft af 1 appelsin
En håndfuld mandler
½ tsk ren vaniljepulver
1 tsk honning
Evt 1 appelsin skåret i tern

. Kog vand og havregryn sammen.
. Når grøden er blevet varm tilsættes mandler, vanilje og honning.
. Hæld appelsinsaften i lige inden servering og rør godt rundt.
. Top evt grøden med appelsin i tern.

Hvis du ikke vil bruge vaniljepulver og honning, er 2 tsk vaniljepulver også helt fint.

28. februar 2015

D R I K . Kilde til styrke

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ovenpå et mildest talt vildt døgn havde jeg brug for noget at styrke mig på, da jeg kom hjem. Min kæreste valgte at tage i byen og styrke sig på øl i sin 'mandeklub' mens jeg valgte en anden vej; juice.   I   A M   I N   L O V E .
Denne lille lækre sag indeholder grøntsager jeg sjældent kunne få ned rå (jo ok, spinat kunne jeg godt), men alligevel fungerer de vildt godt sammen i juice. Vi snakker spinat og knoldselleri. To super cool grøntsager med hver deres smagsnuancer - både i rå og tilberedt stand, men i juice får de altså en helt ny dimension koblet på, som jeg ikke lige havde set komme. Det skal ikke forklares. Det skal prøves.

½ agurk
2 lime
En kvart knoldselleri, lidt mere hvis du tør
2-3 æbler
6-8 frosne spinatkugler
 
. Rens agurk, knoldselleri og æbler og skær det ud i passende stykker.
. Pres lime og kør det hele igennem juiceren. Hvis ikke du ejer en juicer, kan du blende det hele sammen, evt tilsætte ½ dl vand og derefter sigte massen sådan, at du får skilt pulpen fra juicen - eller drikke det som det er, som en smoothie.
. Nyd juicen mens den endnu er kølig fra den frosne spinat.
 
Alt efter hvor hardcore en juicer man er, kan man selvfølgelig skrue op og ned for grøntsager og frugt. Men denne her kan alle være med på.
 
Ha' en dejlig weekend.

25. februar 2015

G R Ö D . Havregrød med havtorn og blåbær


Havregrød kan åbenbart være svært at lave; det fandt jeg ud af forleden, da min kollega - som er kok - først formåede at brænde en gryde havregrød på, dernæst at lave en havregrød med konsistens som tapetklister og smag af hvedemel. Derfor er dette indlæg i hans ære.
For havregrød kan være andet end tapetklister. Jeg lo en smule, da han stejlede over lidt æble og kanel i grøden, for han skulle bare vide... Jeg kan finde på at putte rigtig mange ting i min grød, så mange, at lidt æble/kanel kan virke helt uskyldigt. Men det er også det der gør, at grød bliver ved med at være en dejlig morgenspise. Smagen, varmen og duften.

1 dl havregryn
2 dl vand
½ dl blåbær
2-3 spsk hørfrø
2-3 spsk grofthakkede mandler
2-3 spsk rosiner
Evt frysetørret havtorn

. Varm vand, havregryn og blåbær op under omrøring.
. Når grøden er blevet godt varm, tilsættes mandler og rosiner.
. Lige før grøden tages af varmen, skal hørfrøene tilsættes. Grøden skal tages af varmen når den ønskede konsistens er opnået. Hvis den er for tyk, tilsættes lidt vand. Hvis den er for tynd, koges den yderligere ind.
. Pynt evt med havtorn lige inden servering.

Nogle kan lide deres grød med en smule salt i. Andre med sukker eller honning på. Det er en smagssag, men giv dig selv chancen for at smage grøden helt "ren" før du gør noget ved den.

Hvis du vil opnå den flotte lilla farve, bliver du nødt til at købe änglemarks rigtige blåbær - de andre er amerikanske, store blåbær med hvid midte, så de farver og smager ikke af så meget.